Den historie er for mig essensen af hvad terapi handler om: som terapeut at følge den vej klienten intuitivt anviser og at være den nærværende deltager og formidler, så man støtter den proces klienten selv sætter igang.

Dermed er Milton Ericksons indvielse også billedet på hvad symboldrama-metoden kan gøre.

Selv havde jeg lært metoden at kende da jeg som yngre i 80’erne gik på den svenske hypnoseforenings psykoterapeutuddannelse.

I 1993 læste jeg Åke Högbergs netop udkomne bog  Det vilda i manden. Vägen från mamma til mognad, der gav mig lyst at videreuddanne mig i symboldrama-metoden.

Men det var mødet, nogle år senere, med en ung klient med fysiske handicaps, spiseforstyrrelse og sociale problemer som inspirerede mig til at tage skridtet og påbegynde videreuddannelsen.

Jeg havde følt jeg manglede redskaber til at møde hende på det sprog som blev talt i hendes indre univers.

Åke Högbergs bog blev det redskab, og et centralt citat lyder: “Sagn og myter lærer os at der sker en udvikling, når vi nærmer os og betragter aspekter som vi tidligere har fjernet os fra; det er her de store forvandlinger finder sted.

Det kender jeg godt fra tusindvis af timer med symboldrama: Når en klient vover at nærme sig noget ubehageligt eller farligt, forvandles det uhyggelige til noget positivt.

Fra eventyrverdenen har vi også lært at hvis vi kan besejre heksen, trolden eller dragen, må vi tage deres skatte med hjem som belønning for den udvikling vi har gennemgået ved at mestre opgaven.”